Historien Arnstad

Mennesker

Menneskes historie starter med klan krige. Indbyrdes kampe mellem stammer af vilde mennesker, sammenlignet med dem vi kender i dag. Klædt i skind gik den unge race til angreb på alle, som vovede sig ind på deres territorium. Som dyr levede mennesket og dyr var de. Først da de Ældre så at de gaver de havde skænket væsnerne i verden ikke blev brugt af mennesket, skete der noget. Estarion viste sig for nogle af høvdingene og bød dem slutte fred og danne forbund med andre klaner og stammer. Over mange hundrede år udviklede mennesket sig og blev til sidst mere eller mindre civiliseret.

Tidslinje:

-40 Den store ork uddrivelse

-1/0 Ferdinand I krones

60 Ferdinand II krones

120 Ferdinans III krones

180 Ferdinand IV krones

185 krigen mod Zeilak den Sorte begynder

189 krigen mod Zeilak ender med kong Ferdinand IVs død.

190 Heim Tallen krones

240 Livjatan dør. Kong Heim dør 70 år gammel og hammeren Cade Mortous forsvinder.

241 Ehekil søn af Ehtor krones

260 Ehor søn af Ehkil krones

300 Hammeren Cade Mortous dukker op i en trolds hule. Dens nye bærer er Septus Hevian.

320 Ehlan søn af Ehor krones

380 Ehmond søn af Ehlan krones

440 Ehmond søn af Ehmond krones

467 Ehed søn af Ehmond gifter sig med Mirim efterkommer af Ferdinand

470 Ehed krones

480/0 De ny Ældres kommen, Eralia og Sirena.

1 FVSS08 Kong Ferdinand V krones 12 år gammel

2 FVSS09 Dragelegionen bandlyses på beskyldninger om højforræderi. Brugen af dragen, og andre fabeldyr, forbydes ved lov.

 

Varga

Landet Varga er det største menneskeland samlet under en krone. For mere end 500 år siden blev en høvding ved navn Ferdinand kontaktet af en mægtig drage, ved navn Ilvjargan. Dragen tilbød Ferdinand hjælp med at samle alle mennesker så de engang for alle kunne drive ondskab bort. Drager var på dette tidspunkt allerede meget sjældne, men deres visdom var kendt og respekteret af alle. Senere er Ilvargans kommen, blevet tolket til at det var Estarion selv, som var kommet igen i form af en drage for at vise mennesket hvilken vej de nu skulle tage. Dette er grunden til at symbolet for Estarion i mange århundrede var en drage.

Ferdinand tog i mod tilbuddet og blev på denne måde den første dragemester. Han skabte den første ridderorden, dragelegionen, med det formål at samle alle menneskestammer og klaner under et banner. Gobliner og orker boede dengang ligeså udbredt i det område, som senere blev til Varga, som mennesker. Deres overlegne styrke og antal truede dog menneskenes eksistens i nogle områder. Ferdinand, hans riddere og dragen fordrev orkerne til sumpene og goblinerne til bjergene. Da Ferdinand var født i den vestlige del af Varga, blev de fleste orker drevet mod øst. En stor bjergkæde lå der og menneskene ønskede ikke at fortsætte længere, så orkerne og goblinerne havde nu tid og ro til at regruppere og samle kræfter. Katastrofalt for orkerne skete der noget, som aldrig før eller siden er sket i verdenens historie. Jorden åbnede sig og krævede bjergene tilbage. På ingen tid var næsten hele bjergkæden blevet opslugt af jorden og i stedet for de majestætiske tinder lå der nu en gigantisk sump. Så langt øjet rakte var der kun sort boblende mudder og grumset vand at se. Ingen så orkere i det område i mange år. Kun et enkelt bjerg stod tilbage.

Ferdinand I var en sand heltekonge og han regerede over det land han kaldte Varga, efter den drage, som muliggjorde hans bedrifter. Det siges at hans bånd med Ilvargan forlængede hans liv betragteligt.

Fire generationer af Ferdinan senere skete der noget skrækkeligt. En sortelver herre fra syd ønskede at overtage Varga, for dette land omslutter Frigoskoven. Hans mål var at slavebinde menneskene, brænde Frigoskoven ned og sikre sig at elverne aldrig ville rejse sig igen. Han bar en sort rustning af et metal, som eftersignende aldrig siden har ladet sig manipuleret med ild eller magi. Denne rustning modstår alt fra de kraftigste slag med de skarpeste sværd til der mægtigste magier menneskene kendte. Elverne sendte krigere til at hjælpe, men på dette tidspunkt var hele det sydøstlige Varga tabt til Zeilak den Sorte. Kong Ferdinand IV mænd var demoraliserede og spredte. Kongen mente at den eneste måde at samle folkene til et angreb der engang for alle ville stoppe Zeilak ville kræve at han selv drog af sted ligesom hans forfædre havde gjort. Med sin dragelegion drog han ud for at møde sortelver herren. Folkenes mod steg ved synet af deres konge og det endelige slag var sat. På sletterne nær byen Felke, som på mirakuløs vis stadig holdt stand mødtes de to hærfører. Kongen ledte et frontangreb på sortelvernes linjer og slog dybt ind i midten af Zeilaks hær. Her blev kongen og hans mænd omsluttet og totalt afskåret fra hovedstyrken som forgæves forsøgte at bryde linjen og komme deres konge til undsætning. Ferdinand IV vidste at han ikke ville komme derfra, men måske kunne han få Zeilak til at komme til ham og på dem måde redde hans mænds liv. Kongen begyndte at råbe spottende og skæmtende ord om Zeilak og alle legionærer ved hans side understregede hans ord ved at grine højlydt efter hver af kongen sætninger. Grebet af raseri over denne uforskammede opførsel beordrede Zeilak sine mænd til at standse kampen mod legionærerne og red så frem for at gøre denne ubehøvlede mandsling af en konge tavs. Deres klinger mødtes i drabelig duel. Legionærerne brølede i triumf, hver gang Ferdinand fik at slag ind og sortelverne skreg når det modsatte var tilfældet. I fægtning var de to kæmpende lige, men Zeilaks rustning afviste et hvert slag kongen sendt mod den. Til sidst bad Ferdinand, udmattet og blodig, Zeilak holde inde. Han ord var ”jeg kan ikke måle mig med den smedekunst som har fremstillet din harnisk". Lad mine mænd gå og jeg vil lade mit liv i dine hænder. Jeg er besejret.” Legionærernes protester og kampråb ”TIL DØDEN, FOR KONGE OG FÆDRELAND” blev gjort stille af en håndbevægelse fra den hårdt sårede konge. Zeilak tøvede et øjeblik og talte så ”du har kæmpet for andet end dit eget liv hele tiden. Prisen ved denne kamp har altid været alle dine mænds liv” Så hævede han sit sværd og huggede til af alle kræfter mod kongens hals.

Brølet fra soldaterne da Ferdinand IV krop faldt hovedløs mod jorden kunne høres mange mil væk. Legionærerne kæmpede som løver med Estarions hellige drageild brændende i brystet. Zeilaks latter og trumfende krigshyl som han løftede sit sværd med kongens hoved på spidsen opildnede i samme grad hans tropper og kampen var igen i gang.

Men det var der, da alt syntes tabt at miraklet skete. Liget af kongen, som de nærmeste legionærer havde kæmpet sig hen til og nu forsvarede begyndte nu at udsende et kraftigt lys. Som var solen ved at stå op midt på slagmarken bredte et overjordisk lys sig ud fra den faldne konge. Da lyset igen forsvandt og de blændede og lamslåede tropper igen kunne handle stod Heim Tallen, legionæren som havde holdt kongens lig, nu med en mægtig lysende hammer. Kongens døde krop var væk, men hans sjæl stadig var i blandt hans undersåtter. Den unge legionær brølede som dragen Ilvargan selv da han i et spring tilbagelagde de fem meter mellem ham og Zeilak og med et øresønderrivende brag smadrede den mørke hærførers rustning, krop og sjæl. Heims overnaturlige røst lød klart over hele slagmarken ”Dette er Cade Mortous, Estarions næve, Kongens vilje og Ilvargan ild. Vid den er kommet og frygt jeres dom!”. Synet af dette fik hele sortelverhæren til at flygte.

Heim Tallen blev den nye konge, men forsømte sine pligter og brugte i stedet sin tid på at oprette en ny enhed af specielt trænede tropper, som skulle sættes ind der, hvor håbet syntes allermest ude. Han blev den første paladin og hans personlige garde af mænd halvt præster, halvt krigere. Spredte sig udover Varga og varslede en ny æra i menneskets historie.

Den gamle kongerække var død. Dette, sammen med Heims manglende interesse i at lede landet, skabte Højrådet. Heim mødte sit endeligt ved et bjerg nær Den Sorte sump. I dag ligger en lille by ved navn Arnstad der. Byen hed dengang Jatan, opkaldt efter den drage som boede i bjerget. Dragen Livjatan blev drevet vandvittig af ukendte årsager og blev dræbt af Paladiner anført af Kong Heim før den kunne tilintetgøre byen. Heims hammer, Cade Mortous, blev ikke fundet efter slaget.

Efter Heims død udpegede Højrådet en ny konge som kom fra en familie beslægtet med Ferdinands. Kong Ehkil bliver den første I en række af gode konge som er ved roret I dårlige tider. Over de næste 200 år mister Varga land, forbundsfæller og utallige af soldater I krigene I syd mod Ectoria og I nordøst mod vildorkerne. Ectorianerne blev ramt af stor ulykke, som for Varga betød at man nu kunne bygge forsvares byen Allian op til den næsten uindtagelige fæstning den er i dag og at man igen kunne forsøge at oprette forretnings forbindelser til landene mod vest og længere sydpå.

Tingene var så småt ved at lysne I Varga. En arving af Ferdinand trådte frem efter mere end 200 års skjul hos elverne. En enlig datter som Ehed søn af Ehmond giftede sig med og fik sønnen Ferdinand, som skulle genoprette kongerækken og engang for alle bringe fred til Landet. Men ak, kong Ehed døde pludseligt og alt for tidligt, så landet blev endnu en gang kastet ud på det dybe og kun takket være Højrådet holdes skuden nu oven vande.

En lang række nye love bliv indført efter Ferdinand Vs kroning. I blandt disse var ulovliggørelsen af brugen af drager, og andre fabeldyr, som symbol for tilbedelse. Dragelegionen modsatte sig dette og blev for det bandlyst. Mange religiøse ledere blev erstattet af nye radikale og ideologiske folk, som ændrede Estarion kirken. Stort set ingen paladiner er på fri fod i dag. De fleste modsatte sig kongens dekret om at dragen ikke længere måtte anvendes som symbolet for Estarion. Og de som lystrede kongens nye love blev med tiden anholdt for andre forseelser.

 

Cade Mortous

Den hellige hammer som viste sig ved slaget mod Zeilak den Sorte. Dragelegionær Hein Tallen var denne hammers første bærer. Det siges at hammeren vælger en bærer og når dette er sket kan ingen anden løfte den fra jorden. Legenden fortæller at den skulle have kraften til at knuse bjerge og dele himlen. Den var forsvundet i omkring 60 år efter Kong Heim besejrede dragen Livjatan. Hvorefter den dukkede op i hænderne på en ung paladin ved navn Septus Hevian. Både Septus og hammeren forsvandt ved et slag i Allian for 150 år siden.

Få dage efter Ehed søn af Ehmond og Miriams bryllup dukkede en mand, bærende på en stor hammer op til Gadalins porte og forlangte at tale med kongen. Manden hævdede at være Septus Hevias og at hammeren han bar var selveste Cade Mortous. Det siges at han efter nogle år blev anholdt og nu sidder fængslet i Gadalin.

 

Højrådet

Kongens højråd består af:

Nyudnævnte Højmarchal Trakin, som mener at vildork truslen er ingenting, sammenlignet med naboerne mod syd og vest.

Alpha alkymisten Sebastian, som arbejder for at byen Turray bliver fundet og at Arads magiskjolds hemmelighed bliver givet til militæret.

Vicekonge Kaska, der sørger for alle diplomatiske kontakter kommer videre til kong Ferdinand V.

Hofskriver Alabaster, som hævder at kun ved at hugge Frigo skoven om, vil det være muligt at producere nok papir til at imødekomme det stigende krav fra en befolkning der i de sidste 10 år har fået flere skoler og akademier end landet nogensinde før har haft.

 

Dragen Livjatan

Han var ifølge legenderne den største drage, som nogensinde har beboet denne verden, men vandrede for det meste omkring i sin menneskeform.

 

År 10, ny tidsregning

Varga

Hans Højhed Kong Ferdinand V erklærer med blot to års erfaring på tronen Estariols Paladiner lovløse og dømmer Kirken for landsforræderi, ikke ulig dragelegionens bandlysning blot en enkelt sommer forinden. Som konsekvens deraf fængsles blindt størstedelen af den tidligere Konges, Ehed, søn af Ehmonds, loyale tilhængere. Mænd af Kirken, og alle der åbenlyst støtter den, lider samme skæbne undtagen de få heldige nok til at gå under jorden i tide. I Ferdinand V’s følgende regime bliver alle former for magi underlagt striks kontrol og enhver magi eller udøvelse af samme der ikke anerkendes brændes. Gadalin åbner samme år et nyt akademi for videnskab til ære for Kong Ferdinand V’s fjortende navnedag.

Senere på året anholdes Paladinen Septus Hevias på beskyldninger af at have ledet et oprør med det eksplicitte formål at skulle afsætte kongen og for denne forræderiske gerning idømmes Septus Hevias fængselsstraf for resten af hans dødelige liv.

 

Arnstad

Tåbelige magikere har, uden at realisere hvad de var i færd med, pillet ved selve Verdens Kode, teksten hvorved verden opstår og genopstår, resulterende i et fremvæld af udødelige og frygtindgydende monstre der tærer på den selv samme Kode hvorfra de er fremmanet. Med Arnstads, og måske endda Vargas, fortsætte eksistens på spil formår Arkitekten, Kodens eneste sande behersker, akkurat i tide at fryse verdenen omkring disse monstre, hans overjordiske stemme klinger ud til de få tilstedeværende med ildevarslende ord: ”Jeg er ikke i stand til at tilintetgøre disse væsner da de er skabt af selve Verdens Kode, for dermed vil jeg også slette denne verden, den ene følger den anden. Kun i, og i alene, beboere af denne verden, er i stand til at reparere hvad I selv egenhændigt har ødelagt. Men skulle I fejle, hør da mine ord og tag dem til hjerte: Fejler i vil jeg ikke tøve med at kappe denne verden af Livets Portal. Jeres selvforskyldte fordærvelse vil ellers sprede sig til mine andre værker… En pris jeg ikke er villig til at betale for jeres skyld.”

 

År 11, ny tidsregning

Varga

 

Arnstad

En sær gruppe af fremmede, som kalder dem selv Serpent Nocte, står for Arnstads porte og er påbegyndt opførelsen af en maskine hvis formål og natur er indhyllet i så meget mystik som mændene selv. Trods det viskes i kroens mørke kroge og rejsendes forsamlinger på vejene omkring Arnstad at gruppen består af gale videnskabsmænd, med hensigter ligeså gale som dem selv, er gruppen ledsaget af både Kongens personlige krigere såvel som adskillige berygtede Avengers og Necromancers. Kort efter maskinens færdiggørelse dukker riddere op i Arnstad med frygtelige nyheder: Maskiner, magen til den maskine Serpent Nocte har bygget i Arnstad, er yderligere blevet opført tre andre steder i Varga, og hvis den når at lade fuldt op vil den efter sigende gøre bestemte individer udødelige! Serpent Nocte er i virkeligheden en ond organisation som i skyggerne styrer kongeriget, Ferdinand V blot deres marionetdukke. Det lykkes endeligt Arnstads borgere at stoppe maskinen i dens endelige fase og derved redde kongeriget fra dets potentielle undergang ved disse gale videnskabsmænd hænder. Det viste sig ligeledes at den afdøde Kong Ehed i virkeligheden ikke var død men blot var blevet tilsluttet denne maskine med formålet at være dens energikilde. Mange Paladiner af Kirken, fængslet af Serpent Nocte i det forgangne år, led samme skæbne, tæret for deres livskraft som menneskelige energikilder. Efter hans fængsling og efterfølgende udnyttelse sværger Kong Ehed at samle sine ældste og mest loyale følgere i håbet om at genetablere Kirken som den ene, sande tro i Varga.

 

År 12, ny tidsregning

Varga

Borgerkrig er brudt ud i Varga, den gamle Konge, Ehed, er trådt frem for at beskylde hans søn Serpent Nocte for at stå bag hans egen og de mange Paladiners forsvinden i det forgangne år. Samtidig er Ehed begyndt at samle sine mest trofaste tilhængere for at tilbageerobre tronen og endnu engang indsætte Kirken som landes retmæssige tro. Størstedelen af Adelen støtter dog stadigvæk den nuværende Konge, Ferdinand V, grundet adelens utallige stridigheder med Kirken og dens strikse retningslinjer. Adelen som helhed nød godt af Kirkens fald og det magtrum de efterlod i året derpå samt stor frihed under Ferdinand V’s regime og nu ønsker de ikke at give den tilbage til Kong Ehed som mange mener blot er en marionetdukke for Kirken ligesom Ferdinand V lader til at være en marionetdukke for Serpent Nocte. Eheds kampagne for tronen begynder i Alliance og bevæger sig sydvest imod Gadalin, landets hovedstad og tronens hvilested. Alliance, et sted bygget til at modstå Ork invasioner fra de mørke sumpe, er veludrustet og bemandet med Paladiner og mange af de kriger og officer som tidligere modsatte sig Ferdinand V’s nye styre. Takket være dette fodfæste formåede Ehed ved sit første angreb at overrumple Ferdinands uforberedte styrker og herved erobre hele vejen til Tolna, hvilket lagde et massivt pres på Ferdinand V’s styrker da Tolna, nu Eheds hovedbase, blot ligger 2 ugers ridt fra Gadalin.

 

Arnstad

Støvet har lige akkurat lagt sig i Arnstad efter Serpent Nocte’s forsøg på at bygge et fæl maskine i landet, da en nyt mørke begynder at sprede sig. En ung Necromancer fandt et mystisk kranium som lover ham stor magt hvis blot han ville befri hvad end der huser i kraniet. Trods den lokale ordensmagt og Paladinernes bedste forsøg, lykkes det Necromanceren at undgå tilfangetagelse alt imens han forsat tiltrækker tilhængere til sin mørke pagt. I sin søgen efter magt plyndrer Necromanceren Guranoks udvalgtes, Brutus’, gravplads. I et forsøg på at vise sin magt og hjælpe necromanceren med hans løfte om at befri ånden, vækker kraniet (Ivan Nekrauvis) den døde orks krop til dåd og forvandler den til en dødsridder. Med den afdøde Ork kriger ved sin side formår Necromanceren at befri Ivan fra hans fængsel. Nu han endelig er fri, sender Ivan besked ud til sine tilhængere som har ventet i flere århundrede på hans tilbagekomst, tiden er inde. Arnstads Paladin sender bud efter forstærkninger i håb om at stoppe dette mørke før det spreder sig, men på grund af den rasende borgerkrig kan Kirken kun sende et par paladiner og heksejægere. Sammen med de lokale borgere i Arnstad, fra de 3 racer, prøver de at stoppe Ivan og hans mørke mål. I den tid det tog kirken at sende hjælp har Ivan styrker hastet til og bygget forskansninger omkring deres herres kiste. Orken Brutus, nu en magtfuld dødsridder i Ivan tjeneste, har samlet sine mægtige krigere under hans mørke banner. Han leder Ivans styrker frem for at rydde alle forhindringer for sin herre. Arnstad forenede styrker formår at besejre Brutus og sætte ham midlertidigt ud af kampen, således at de kan gå direkte efter Ivan. Blot som de er få øjeblikke fra at dræbe Vampyren bliver de stoppet af to Necromancere som uset havde gemt sig og rejst alle de faldne de efterlod sig mens de kæmpede sig igennem de uddøde lejre til deres mørke herre. Svækket, og nær døden, forlader Ivans styrker Arnstad for at finde et sikkert sted deres herre kan genvinde hans kræfter.

 

År 13, ny tidsregning

Varga

Eheds styrker erobrer Gadalin, men ikke før Ferdinand V’s styrker tømmer skattekammeret og trækker sig tilbage til Arad, skrivernes by. Lige siden sin kroning har Ferdinand V brugt urimelige summer på at udvide byens faciliteter og, nu da krig er brudt ud, dens forsvarsværker. Ehed styrker lider stærkt under at de ikke har formået at generobre byen før Ferdinand V’s styrker tømte skattekammeret. Uden de fornødne resurser har de svært ved at forsætte krigen. Men krigen raser ikke blot på frontlinjen, men også blandt adelen og andre, mindre byer rundt i landet. Folket lider ligeledes under krigen, enten fordi banditter, Orker og andre forbrydere har frit spil nu da ordensmagten er optaget af krigen. Hele byer, såvel som adskillige gårde bliver ransaget for at støtte krigsindsatsen. Men i disse foruroligende tider har et rygte spredt sig blandt de fattige landsbyer som lider: En gruppe af rejsende bevæger sig i blandt de krigsramte områder og hjælper de trængende. Med mystiske gaver helbreder De de mange sårede såvel som de syge. De rejsende hjælper alle på deres vej og det eneste de forlanger til gengæld er at man hjælper den næste på sin vej og ej være sig selv kær.

 

Arnstad

Freden har nu for første gang i årevis sænket sig over Arnstad efter Ivan forsvandt for området, kun den konstante konflikt mellem skovelverne og sortelverne plager området, men der går ikke længe før et mystisk artefakt dukker op som siges at kunne dræbe guderne selv. Med dette farlige artefakt fanget i krigen mellem Elver racerne, træder kirken nu også ind i konflikten i frygt for at Ferdinand V’s tilhængere skulle få fat i artefaktet og derved dræbe Estariol og således frarøve Paladinerne deres hellige kræfter. Paladinerne formår at samle alle delene og således klargør de et ritual med formålet at tilintetgøre delene af artefaktet. Men hvad ingen af dem vidste, var at lederen af den lokale garde der assisterede dem var en af Ferdinand V’s mange spioner, og i et sårbart øjeblik formår spionen af stjæle delene i sidste øjeblik medens Paladinernes øje var rettet mod sortelverne som belejligvis samtidig angreb for at tilbageerobre de stjålne genstande. Akten går dog ikke efter Kaptajnens planer. I stedet for at hidkalde Estariol og dræbe ham, formår han at hidkalde guden af templet han på daværende tidspunkt stod i. Forvirret stod Irelia, Elvernes skabergud, foran ham og før han kunne nå at stoppe den dødelige, blev han spiddet igennem hjertet, et dødeligt slag for selv en gud. Da Irelia falder, falder Elverne alle som en. Med deres Skabers endeligt, dør racen som helhed. En ældgammel race så sit snit ved Elvernes fald. Forenet genfødte de hele elverracen med det formål at befri dem for deres fængsel og tage hævn over de guder der i tidernes morgen fængslede dem. Nu genfødt er Elverne på krigsstien, deres sind domineret af tanker om hævn over de mennesker der prøvede at dræbe dem og de falske guder der har fængslet deres frelser.

 

År 14, ny tidsregning

Varga

Krigen har nået sit højdepunkt. Eheds og Ferdinand V’s styrker har alle lidt store tab, men ingen af dem har indtil nu været i stand til at bryde igennem den andens forsvar og krigen hærger således fortsat Varga. Noget helt uventet bryder dog den relative stilhed på fronterne. Frem fra Frigos og Geiros mørke træer træder en ny fjende: Elverne. Ej længere i krig mod hinanden, men derimod samlet om et fælles mål om at knuse guderne og den tåbelige konge der i det forgangne år forsøgte at dræbe deres race, er elverne på krigsstien. For Eheds styrker ville dette virke som en velsignelse men nyt når hans tropper om en styrke af tropper fra Frigo skoven er sendt mod Arnstad. En Grå-elver har samlet Sort-elverne såvel som Skov-elverne under ét banner, og leder dem nu ud i en sindssyg plan om at rejse til åndeplanet og her knuse gudernes segl, befri ånderne og derved bruge dem som et våben imod guderne selv.
Et stort slag ved Arnstads grænse udkæmpes imellem Eheds styrker og tropper sendt fra Frigo. Det lykkes en deling af riddere at nå igennem elvernes blokade og nå Arnstad, og efter at have samlet Arnstads borgere marcherer de imod elvernes portal, men de fejler i at stoppe dem før Invasionsstyrken når igennem portalen. Eheds styrker får slået elverne tilbage og belejrer nu portalen og i et sidste, desperat forsøg bliver en ekspeditionsstyrke sendt igennem portalen i håb om at stoppe elverne.

Ferdinand V’s styrker møder stor modstand hos Sort-elverne og har ingen mulighed for at blande sig i krigen i Arnstad.

 

Arnstad

De forskellige elver-lejre er blevet samlet under ét banner. Fra Sort-elverne kom Arom Rozalinda Blackwood, og hendes hus, Sodoma. Fra skovens folk kom adskillige huse, og som deres fælles repræsentant en elver ved navn Gillian. Slutteligt, i spidsen for den forenede elver-lejr, stod en elver hvis navn ingen kendte, men alle blot kaldte Sortfinger.
Nu som ét, forenet folk skifter elvernes fokus fra interne stridigheder til krigen imod de gudetro. Arnstads borgere var ilde beredte på denne nye fjende og tabte således store mængder af jord til fjenden indtil blot selve byen stod tilbage. Men en skønne dag skiftede elvernes fokus endnu engang, denne gang fra udryddelsen af de gudetro til noget helt andet… Først da riddere fra kong Eheds styrker kom til byen vågede borgerne i Arnstad endnu engang at trodse elverne og sammen presse imod elvernes talrige styrker og i processen afdækkede de et mystisk artifakt hvis formål var indhyllet i mystik… en port direkte til åndernes verden.

 

År 15, ny tidsregning

Varga

Nyt fra Jilodag når kongens øre; en mørk kraft har rejst sig for at knuse det meste af landet. En magtfuld necromancer ved navn Ivan har udråbt sig selv til herre af Varga, og alle der ikke følger ham vil blive slagtet og sidenhen gjort til hans udøde tjenere. Men krigen mod elverne forhindre Ehed og Ferdinand V i at støtte riget mod Ivans trussel. Sortelverne fra Geiros marchere imod Entlahn, og begynder at brænde og rasere store dele af grænselandet og de nærliggende byer.
Frigo-skoven og dens beboere bliver styrket af de nu befriede ånder, og marchere endnu en gang i kamp imod Ehed og Ferdinand V’s styrker. For hvert eneste stykke jord menneskene taber, vokser Frigo-skoven sig større og opsluger landet bid for bid. Hvor du ser ødelæggelse efter menneskenes hæres erobringer, så ser man blot skoven vokse fra elverne slagmarker. Men som alt ser sort ud, og elverne har overtaget, dukker endnu en ny fjende op: Dværgene. Disse magtfulde krigere af bjerget har altid været fjender med elverne, og nu med deres krig imod guderne har de ellers urokkelige dværge valgt at træde ud af deres bjerge for første gang i århundrede. Eheds styrker har nydt godt af venskabet mellem ham selv og dværgenes konge, og har således set sine styrker forstærket af kong Guldimiers tropper.

 

Arnstad

Med portalen til åndeverdenens destruktion var Arnstad endnu engang sikker; Arnstads elver faktioner var fanget på den anden side, og borgerne festede og fejrede i dagevis. Men som ting typisk går i Arnstad varede freden ikke ved. Naturen tog til i kraft, nu med ånderne fri, og monstre flakkede omkring i Arnstads mørke timer - Galakater overfaldt rejsende, træer rev deres rødder op og begyndte at gå og dræbe Arnstads skovhuggere. I et desperat forsøg på at redde Arnstad tager en ung kaptajn i garden det tåbelige valg at befri elverne i bytte for at de undtager Arnstad for naturens vrede.

Mange var bange for at elverne skulle gå tilbage på deres løfte, men til trods for den tvivl så holdte elverne deres løfte, og indhyllede Arnstads grænser i gamle runer med det formål at afværge naturen såvel som åndernes tilnærmelse. Freden er endelig kommet til Arnstad og kun få interne stridigheder plager området.